FLAMENCO FOR NYBEGYNDERE
Det kan du forvente til en flamencoforestilling
Ny inden for flamenco? Her er, hvad sangeren, danseren og guitaristen hver især gør på en tablao i Valencia — og hvorfor nybegyndere går derfra en smule forbløffede.
Se Palosanto-datoer på GetYourGuide ↗Tre stemmer, én kunst
Tre tråde løber gennem flamencoen på én gang, og en velfungerende aften på en tablao giver dig mulighed for at følge hver enkelt. Der er cante, sangen, fremført råt og uden forstærkning af en cantaor eller cantaora; baile, dansen, oprejst og fuld af trommende fodslag; og toque, guitaren, som sætter tempoet og svarer sangeren igen. UNESCO satte flamenco på sin liste over immateriel kulturarv tilbage i 2010. Nybegyndere bliver som regel overraskede over, hvor lidt det ligner en indøvet sceneforestilling; det udspiller sig mere som en vekselvirkning, hvor sangeren sætter stemningen, guitaren følger, danseren svarer. Led ikke efter en handling — lyt til, hvad det får dig til at føle, og det falder hurtigt på plads.
Cuadroet: hvem der er på scenen
De optrædende kaldes tilsammen cuadroet. Et cuadro i et lille rum stiller typisk en eller to sangere, mindst en danser og en guitarist på scenen sammen, og den, der ikke optræder i øjeblikket, klapper og råber for at holde energien oppe. Ingen kobler af — danseren, der venter på sin tur, markerer takten, sangeren holder tiden, hele gruppen bærer øjeblikket. En stor del af charmen ved en lille tablao kommer netop herfra: at se de optrædende svare hinanden på stedet, fange et løftet øjenbryn eller et halvt smil, når nogen rammer en passage. Der er en struktur, der holder det sammen, men en god del er virkelig improviseret i øjeblikket, formet af rummet og dets stemning.
Palos: flamencoens stemninger
Flamenco er ikke én fast stil, men en klynge af beslægtede former kendt som palos, hver med sin egen rytme og stemning, og en enkelt aften bevæger sig som regel gennem en håndfuld af dem. Soleáen er dyb og alvorlig; seguiriyaen er endnu tungere, flamenco i sin råeste form. Så vender det — alegrías kommer lyse og varme, bulerías hurtige og frække, og det er ofte en løs, livlig bulería, der sender natten af sted. Der er ingen prøve i navnene, mens showet udfolder sig. Det er nok at vide, at stemningen svinger fra sorg mod fest gennem natten: de langsommere, sørgmodige numre skal gøre en smule ondt, og befrielsen, når tempoet endelig løfter sig, er egentlig hele pointen med buen.
Palmas, compás og jaleo
Under det hele ligger compás, flamencoens intrikate rytmiske rygrad. Den kommer til syne i palmas (håndklap), af og til pitos (fingerslag), og lyden af danserens hæle mod gulvet. Ovenpå den rider jaleo — de råb, de optrædende kaster til hinanden, det velkendte ¡olé! sammen med ¡vamos! og ¡así se baila! Intet af det er for effektens skyld; det er ægte reaktioner på en god frase, og de spreder sig. På Palosanto kræver tablaoen dog stilhed under showet og tillader ikke klappen eller støj, så lad jaleoet være op til de optrædende. Hver palo har sin egen compás, så selve klappen skifter form fra nummer til nummer, ikke kun tempo.
Duende: det, alle jagter
Taler man længe nok om flamenco, dukker ordet duende op. Det beskriver det næsten mystiske bølgeslag, når en optræden tipper fra teknisk stærk til noget, der rejser hårene. Digteren Federico García Lorca holdt engang et helt foredrag for at indkredse det og indrømmede i bund og grund, at det kunne han ikke — duende dukker op ubedt, modstår ethvert forsøg på at efterligne eller planlægge det, og nogle aftener kommer det slet ikke. Den usikkerhed er netop grunden til, at en live flamencoaften i et lille rum er besværet værd at opsøge. Du køber ikke et garanteret spektakel; du køber en chance for den aften, hvor alt falder på plads, og rummet mærker det som ét.
Du behøver ikke at 'forstå' det
Hvis du som nybegynder kun skal tage én ting med dig, så lad det være dette: flamenco kræver ingen forhåndsviden af dig, kun at du er opmærksom. Sproget er ikke en barriere her — teksterne er på spansk, men virkningen kommer gennem stemmen, bevægelsen og rytmen, og ingen af dem behøver en oversættelse. At kunne navngive palos eller tælle compás er ikke et krav for at føle det; mange mangeårige fans kan det stadig ikke. Ankom uden fordomme, modstå trangen til at skynde dig gennem de langsommere numre, og bekymre dig ikke om at læse det forkert. Et tablao-show er designet til at drage dig hurtigt ind, og i et lille rum som Palosanto er den tiltrækning næsten øjeblikkelig. De fleste går derfra med en klar fornemmelse af, hvorfor denne kunstform har den plads, den har i Spanien.